• da
  • en

Automatiseringsproces til plastemner

Allesøe Specialmaskiner har i en årrække udviklet og produceret et automatiseringssystem til fyldning af kasser med plastemner fra sprøjtestøbemaskiner. Systemet er designet med henblik på brugervenlighed for operatører og sikring af plastemnernes kvalitet.

Selve systemet består af en kasseveksler med et touch panel med TFT skærm, samt en inspektionsrampe med kvittering for kontrol. Desuden er den forberedt for stregkodelæser og ioniseringsanlæg. Allesøe har udviklet tilhørende bånd og tragt, der kan tilpasses en lang række sprøjtestøbemaskiner, og som sikre formstabiliteten af plastemner under fremføring.

Sidste nye model af kassevekslere er en type til fyldning af op til 10 kasser med interface til NETSTAL ELION sprøjtestøbemaskiner, som leveres af H. Saxe Hansen A/S. Den nye model har aftagelig buffersektion, som gør systemet tilpasningsdygtigt til størrelsen på det enkelte produktionsanlæg. I alt har Allesøe Specialmaskiner i perioden fra 2004 og frem til nu leveret mere end 50 systemer specifikt tilpasset en lang række plastproduktioner.

For at mindske risikoen for at beskadige plastemner efter støbning, er tragthusets spjæld fremstillet med <1.0 mm spalter, hvilket minimerer antallet af produktionsstop. Selve tragten er aftagelig og udført i rustfrit stål med rundinger, så små emner ikke hænger fast. Tragten kan flyttes i længderetningen alt efter formens dybde. Transportbåndet er overdækket ligeledes med spalter på <1.0 mm samt et fordelerspjæld i enden af båndet, der sikrer jævn fordeling af emner i kasserne for at undgå utilsigtet overfyldning.

Allesøe har også udviklet et skudprøvesystem, som giver operatøren direkte adgang til regelmæssig afprøvning af plastemner. Spjældene har tre positioner: Gode skud, dårlige skud og skudprøve. Der er kontrol af den aktuelle position via induktive følere på spjældet og ikke på de pneumatiske cylindere, hvilket gør kontrollen væsentlig mere sikker.

Allesøe Specialmaskiner har et bredt netværk af kvalificeret leverandører, og styring og programmering af systemet udføres i samarbejde med CR El & Teknik A/S, som har udviklet interfacet, så styring af bånd og spjæld fortages af sprøjtestøbemaskinen via kasseveksleren. Derved forløber produktion og inspektion simultant, så operatøren har mest mulig arbejdsfrihed til sideløbende opgaver.

For mere information om SPECIALMASKINER, kontakt Direktør Lars Allesøe på 4678 7296 eller via mail